Af Kenneth Laursen

I 2007 gennemgik Danmarks kommuner og regioner store forandringer på sundhedsområdet. Eksempelvis overtog kommunerne det samlede myndigheds- og finansieringsansvar for sociale indsatser.

Har det kunne pågå uden at have haft indvirkning på borgere? Herunder også borgere med psykiske lidelser? Eller disses pårørende? Eller de mennesker, som til daglig havde, og har, deres gang der hvor forandringerne skulle gennemføres rent operationelt – og hvordan har de oplevet det?

Spørgsmålene kan være mange – og nogle kan besvares – andre sikkert ikke.

I de sidste år har både patientforeninger, fagforeninger o.a. kritiseret forholdende for hhv. patienter og de ansatte på de psykiatriske afdelinger.

Bl.a. kan man på Dansk Sygeplejeråds (DSR) hjemmeside læse; at forholdene som sygeplejersker må arbejde under til tider er yderst kritisable. Man kan også finde en stærk kritik af Region Syddanmark, hvor regionens besparelser i 2010 førte til fyringer på den psykiatriske afdeling på Odense Universitetshospital, som samtidig skulle nedbringe et merforbrug på ca. 22-23 mio. kr. – over en treårig periode.

I et opråb til statsministeren, regeringen, partiformænd og Danske Regioner, d 28. maj 2014 advarer medarbejderrepræsentanter fra DSR ligefrem om at yderligere besparelser på hospitaler og sygehuse kan koste liv.

Jeg tror at enhver med erhvervs- og livserfaring ved hvad forandringer og omstruktureringer kan have af betydning for både arbejdstid- og miljø, personlig effektivitet og – ikke mindst – humøret.

Jeg mener personligt, at lige meget hvor meget forandringsvillig og parat man som medarbejder, ansat og borger, er; så er der grænser for hvor meget forandring man kan (og skal) kapere på én gang. I hvert fald uden at det kommer til at gå ud over nogle meget vigtige faktorer. Herunder det faglige ansvar, den personlige faglighed og stolthed – og dermed også: Den samlede oplevede kvalitet i institutionen, på sygehuset – eller på andre arbejdspladser for den sags skyld.

Vi skriver i dag 2014. Det er syv år siden at kommunalreformen blev gennemført.  Hvad er der i mellemtiden sket? Er kommunerne eksempelvis blevet bedre til at forvalte deres myndigheds- og finansieringsansvar for sociale indsatser? Er regionerne blevet i stand til at koordinere og samarbejde. Taler de to instanser bedre sammen, således at kapacitet, behandlingsforløb og koordination er stabilt og velimplementeret? I så fald at det er tilfældet, så bekymrer det mig, at kunne læse ovennævnte udtalelser fra DSR i 2010 hhv. 2014.

BSc. Statskundskab, formand for Psyko Social Tænketank

Kenneth Laursen