Af Mathias Petersen
Cand.mag. filosofi, Projektleder og bestyrelsesmedlem i Psyko Social Tænketank
Som følge af Covid-19 er hovedparten af landets – ja hele verdens – borgeres hverdag forandret radikalt med begrænsede forsamlingsmuligheder, hjemsendelse fra skole og arbejde og frygt for sygdom. Vi er således alle påvirkede som individ og samfund, men udover mere eller mindre sammenfaldende begrænsninger i hverdagen, er der nogle almene træk ved sygdom som sådan – altså sygdomsoplevelsen, der gør sig gældende for det syge individ – som vi kan overføre på samfundet til at forstå hvordan den nuværende sygdomsvirkelighed påvirker os. Nok så interessant (og relevant!) er det, at bruge forståelsen af denne sygdomsvirkelighed – og hvordan den kan påvirke os efter den igangværende corona-krise – som afsæt til at styrke forståelsen af og for de psykisk lidende – de angste, deprimerede og personer med tvangslidelser m.fl..
Der er fem gennemgående træk som overordnet set kendetegner sygedom. Det er filosoffen S. Kay Toombs – som selv lider af sklerose – der har fundet frem de fem træk, og de er som følger: Tab af helhed, tab af vished/sikkerhed, tab af kontrol, tab af handlefrihed og tab af hverdag-verdenen. De fem temaer påvirker mange af os i den her corona-virkelighed, og vi kan bruge den viden til at forstå hvordan mange, der kæmper med psykiske lidelser, er påvirket. Også når corona-krisen har lagt sig.
Tab af helhed kan være svært at forstå meningen med og betydningen af, men enkelt sagt betyder det, at når sygdommen rammer den enkelte, fx ved åndedrætsbesvær, så bliver det som vi har taget for givet og ikke tænkt bevidst over – at kunne trække vejret normalt – ”synligt” for os. Det er pludselig blevet noget som vi må forholde os til, som noget der står uden for det normale.
Som samfund i en pandemi-krise mærker vi det ved, at vores sårbarhed bliver synlig for os, også selvom vi ikke er direkte ramt af Covid-19. Vi er så at sige ikke ”hele” som samfund. Noget af samfundet (en stor gruppe mennesker) er blevet syge eller i fare for at blive syge af en potentielt dødelig sygdom (KOL-patienter, personer med lavt immunforsvar m.fl.).
Den psykisk lidende lider også under dette tab af helhed. Sindet er ”sygt” og tankerne er alt for ”synlige” som følge fx angst, borderline eller skizofreni, og ligesom en brækket arm eller en lungebetændelse medfører det en oplevelse af, at man ikke er hel og at man er fremmedgjort for sit sind, sine tanker og følelser. I den igangværende corona-krise er de derfor dobbelt sårbare, idet deres samfund er ”sygt” – nedlukning, megen fokus på sygdom og en masse forholdsregler – og de selv kæmper med psykiske lidelser, som kan blive forstærket. Man kan sige at de lider et dobbelt tab af helhed – et personligt og et samfundsmæssigt.
Tab af vished/sikkerhed følger tabet af helhed, og det betyder ganske kort, at når sygdommen rammer, så bliver man som individ tvunget til at indse at man ikke er ”usårlig”, og det samme gør sig gældende som samfund – som nævnt ovenfor – at vi må indse vores sårbarhed; blandt samfundet borgere og som økonomi (stigende arbejdsløshed, konkurser m.m.). Med tabet af vished følger ængstelighed og bekymringer. Disse er ikke dårlige reaktioner i krisetider, da det sikrer én mod at træffe uforsigtige valg, men når det bider sig fast over tid, kan det udvikle sig til mere sygelige tilstande som angst og depression. Det er en virkelighed, som mange psykisk lidende allerede lever i, og alt efter den psykisk lidendes tilstand og diagnose, vil denne oplevelse af sårbarhed og usikkerhed blive forstærket i denne tid. Samtidig hører man også om, at nogle oplever at deres psykiske alarmberedskab nu matcher samfundets. Coronakrisen kan altså for nogle forværre igangværende tilstande eller afføde nye. Derfor valgte jeg også at skrive coronakrisen og ikke sundhedskrisen. For der er potentiale for en mental sundhedskrise, når coronakrisen er aftaget, og normale tilstande genopstår.
Tabet af kontrol er et sygdomstræk, som er væsentligt lettere at forstå, og det er en oplevelse alle syge i en eller anden udstrækning oplever, når fx feber, kvalme eller et brækket ben får overtaget for en periode. Sygdommen kan vi ikke nødvendigvis kontrollere selv, men vi kan henvende os til et velfungerende sundhedsvæsen, som måske kan hjælpe os. Ikke desto mindre erkender vi, at en velfungerende lægevidenskab til trods, er vi ikke forskånet for sygdom.
Corona-krisen har gjort kontroltabet tydeligt for os som samfund, idet vi er udsat for en virus, der er os ukendt og dødelig. Lægevidenskaben har ikke haft svar på sygdommens udfordringer og har i et vist omfang tabt kontrollen, mens den søger at navigere mens vaccinen udvikles. Som antydet indledningsvist, mener jeg, at det er relevant at perspektivere til den psykiske sygdom, som i høj grad også er præget af en oplevelse af kontroltab for den enkelte psykisk lidende. Når stemmer, overtænkning eller tvangshandlinger over tager sindet, så fører det oftest en oplevelse af kontroltab med sig. Et kontroltab som ikke i samme grad accepteres af den brede befolkning, hvor det kan være svært at forstå, begrænsningerne i en ”usynlig” sygdom. Mange psykisk lidende på således se sig ”stillet til ansvar” for deres manglende kontrol over egen sygdom. Jeg håber, at den kollektive oplevelse af kontroltab, som coronakrisen påfører samfundet, kan føre til en øget forståelse for at psykisk lidende også lider af oplevelse af en stor grad af kontroltab. Et kontroltab som individet ikke per automatik kan stilles til ansvar for.
Tab af handlefrihed er en af de naturlige følger af kontroltabet, som det syge individ oplever, for manglen på viden om den korrekte lægelige behandling fratager også den syge oplevelsen af handlefrihed. Og her tænker jeg ikke frit sygehusvalg o.l.. Det er oplevelsen af manglende handlefrihed, som er interessant, og det er den samme oplevelse af tabt handlefrihed, vi som samfund oplever lige nu, hvor vi helt konkret er stærkt begrænset i vores handlemuligheder og for manges vedkommende er sendt hjem for at arbejde (hvis man da ikke er blevet arbejdsløs som følge af krisen). Som samfund accepterer vi for nuværende dette tab af handlefrihed, da det vurderes at være den rigtige kur mod sygdommen.
Er du ramt af en psykisk lidelse, kan du på samme måde opleve at være frarøvet handlefrihed, da sygdommen i sig selv kan give oplevelsen manglende muligheder for handling. Depression og angst kan virke handlingslammende; psykoser kan frarøve muligheden for at handle i overensstemmelse med ens reelle ønsker og værdier; stress kan rent fysisk fratage en person muligheden for at handle. Måden vi behandler psykiske lidelser på, tilbyder på samme måde oplevelsen af manglende handlefrihed, da den psykisk lidende må forlade sig på lægens eller behandlerens viden, fra det oplagte eksempel – bæltefiksering – til fx den behandling (dialektisk adfærdsterapi), som tilbydes borderline-patienter. I alle tilfælde må den psykisk lidende forlade sig på behandlingssystemets viden, og i mange tilfælde må de kæmpe for at få den rigtige behandling, samt ikke mindst det at blive mødt som individet og ikke diagnosen. Det faktum mener jeg vi som samfund bør huske, når corona-virussen slipper grebet. For nogle er oplevelsen af en tabt handlefrihed stadig virkelighed.
Tab af hverdags-verdenen – det at man ikke kan fortsætte med sine vanlige gøremål – er ligesom oplevelsen af den tabte handlefrihed et gennemgående træk ved sygdom: rutinen og vanerne er blevet brudt og det kan være svært eller umuligt at etablere nye. Det er i høj grad den oplevelse mange mennesker i både det danske samfund og resten af verden sidder med i disse dage. Hverdagen som vi kender den, er ændret radikalt. Nogle skal knokle og kæmpe for at redde liv; nogle må arbejde hjemmefra og sørge for at deres børn følger skolen; og andre igen må se job og virksomheder forsvinde. Hvilken hverdag vi vender tilbage til efter corona-krisen, ved vi ikke, men forventeligt en meget genkendelig en af slagsen.
Personer for hvem psykiske lidelser er et vilkår, eller er blevet et vilkår som følge af krisen, vil også vende tilbage til en hverdag. Men det er en hverdagsverden, som opleves adskilt fra den omgivende; en hverdagsvirkelighed, som er adskilt fra ”normalen” og som det omgivende samfund har sværere ved at forstå end de somatiske sygdomme. Har man en psykisk lidelse kan man på gode dage måske fungere ”normalt”, men man har en sygdomsbevidsthed med sig, som man måske skal planlægge for, da gode dage kan blive efterfulgt af dårlige dage.
Hensigten med beskrivelsen af de typiske sygdomstræk ovenfor, er at appellere til at vi som samfund benytter os af denne ufrivillige pause – hvor vi så meget bedre kan ”mærke” de nævnte sygdomstræk på egen krop – til at reflektere over de tabsoplevelser den sygdomsramte oplever. Ikke mindst den person for hvem sygdommen har ramt sindet eller psyken. Hvor det almindeligvis kan være svært at forstå de begrænsninger en psykisk sygdom påfører en person, kan den nuværende sygdomsoplevelse os alle til bedre at forstå, hvad sygdom som sådan gør ved mennesker.