Af Kenneth Laursen

For ikke længe siden stemte vi til regions- og kommunalvalg. Men ved vi egentligt nok om hvad det er vi stemmer om? Sådan helt konkret. Sagen er den, at der er meget stor forskel på regionerne og kommunernes opgaver, og dermed også de politiske ansvarsområder.

Det er derfor vigtigt, at man som vælger ved hvad det er man stemmer på i henholdsvis regionsråds- og kommunalbestyrelses-øjemed. Og det er måske endnu vigtigere, når man som medlem af en patientforening har sit hjerteblod på et givent socialt- og sundhedspolitisk område. For hvor sætter man sit kryds, hvis man gerne vil have større fokus på den ambulante behandling og støtte i hverdagen? Hvor sætter man sit kryds hvis man gerne vil have kortere ventelister og flere sengepladser i psykiatrien? Spørgsmålene kan være mange. Politik er ikke blevet mindre kompleks med vor tids nye informationsmuligheder. Det er derfor vigtigt, at de spørgsmål man stiller sig selv, og politikerne, er så målrettede og konkrete som muligt. Netop fordi der er stor forskel på hvilke politiske emner en regionsrådspolitiker, henholdsvis en kommunalpolitiker beskæftiger sig med.

I 2007 fik Danmark sin hidtil største reform: Strukturreformen. Her blev antallet af kommuner reduceret til 98, og amterne blev reduceret til fem nye regioner. Reformen har organisatorisk set haft store konsekvenser. Ikke mindst for de nuværende regioner. Her bør man især lægge mærke til at amterne som førhen selvstændigt kunne opkræve skatter, ikke længere kan det. De får i stedet tildelt en mængde penge, som regionerne så forvalter. Det såkaldte bloktilskud. Bloktilskuddet, som kommer fra regeringen/staten, udgør ca. 75 pct. af regionernes samlede indtægter. Regionernes såkaldte ’økonomiske incitamenter’ kan derfor siges at være blevet nogle andre, end de var det i amternes tid. Et spørgsmål kunne her være; hvorvidt regionspolitikerne mener om de er forvaltere i højere grad end de er politikere, og om det i så fald ikke kan være et demokratisk problem?

Der er næppe mange, der interesserer sig for sundhedspolitik, som ikke kender ordet ’DRG-takster’. DRG er et økonomisk styresystem, som bl.a. hospitalerne styres med og af. Hospitalerne, herunder psykiatrien, er underlagt regionerne – og det kan derfor være relevant at spørge netop regionspolitikere ind til disse takster. For hvad motiverer den enkelte hospitalsledelse, regionen, og politikerne? Kortfristet økonomitænkning, eller sundhed i det lange perspektiv?

Kommunerne er ligesom regionerne også underlagt det økonomiske styresystem DRG. Den væsentlige økonomiske forskel er, at kommunerne i modsætning til regionerne selv kan opkræve skatter. Det gør, at de til en vis grad selv kan regulere økonomien på f.eks. det sociale område. Kommunerne står f.eks. for bosteder for psykisk syge. Bosteder, som har til opgave både at håndtere den enkeltes konkrete psykiske sygdom, samt misbrugsproblematikker. En opgave man kan spørge sig selv, og kommunalpolitikerne om, hvorvidt det er rimelige vilkår for ikke tilstrækkeligt uddannet personale at arbejde under? Hvor skal ressourcerne til personalets videreuddannelse f.eks. komme fra?

Hvad de færreste måske ved er, at kommunerne også køber ydelser af regionerne. Det kan give anledning til mange spørgsmål. Som f.eks. om der kan stor være forskel på helt konkrete tilbud i den ene eller den anden kommune? Hvor mange ydelser, og hvilke, køber respektive region af respektive kommune?

Fælles for regionerne og kommunerne er, at de overordnet styres af ’New Public Management-systemet’. Et system, som blev indført i 1970-80’erne, og som er inspireret af ledelsessystemer fra den private sektor. En meget nutidig kritik går på, at hele systemet i dag ikke længere er produktivt og effektivt, men er blevet for omkostningstungt, og sågar kontraproduktivt. Spørg kommunalpolitikeren hvorledes han står i forhold til fokus på økonomi versus faglighed?

Kenneth Laursen, BSc. Scient. Pol. Statskundskab, og formand for Psyko Social Tænketank